Lad pigerne shine, så elsker de gymnastikken

9. januar 2018

Kommer i DGI bladet:

17204280 10211401139771484 1176927215 N

Lad pigerne shine, så elsker de gymnastikken

Der er kun 300 indbyggere i Rårup, så der er ikke mange hverken børn eller voksne til støtte op om gymnastikforeningen. Fokus på at få gymnastikbørnene til at føle sig vigtige i hverdagen og stråle til opvisningerne har gjort gymnastikholdet til en succes med 20 faste medlemmer og bred opbakning.

Det skal være sjovt at gå til gymnastik, det kan de fleste foreninger blive enige om, men hvad er egentligt sjovt? Anne Marie Lykke, som til dagligt bare kaldes Rie, finder svaret i tidens tendens til at vise sig frem og blive anerkendt.
- Jeg lægger stor vægt på, at alle pigerne skal føle sig vigtige og være en del af holdet, uanset hvilken opbakning de har med hjemmefra. Det betyder, at jeg nogle gange er kørt forbi et par stykker for at tage dem med til træningen, hvis deres egne forældre ikke kunne køre. Jeg sætter også gerne håret på alle 20 piger, inden vi skal til opvisning, så der ikke er nogle, som har rod i håret, siger Rie.
Det betyder, at ”Ries piger” elsker at gå til træning, og der er kommet endnu et gymnastikhold til foreningen, så der nu er tilbud til to forskellige alderstrin. For begejstringen og succesen fra Ries gymnastikhold smitter af på resten af foreningen og forældrene.

17274519 10211401140051491 191753038 N

Opvisningen er guleroden

Én gang om året er der opvisning i foreningen, og den dag stråler alle Ries piger i smukke dragter med glimmer og glitter, ligesom alle børnene kender og kan programmet til mindste detalje, så de virkeligt kan levere et flot show for alle fremmødte.
- Jeg synes, ikke, at det kræver noget ekstra i løbet af året. Jeg bruger måske lidt mere tid på at finde dragter til opvisningerne men ellers ikke. Jeg gør mig umage for at finde nogle dragter, som skiller sig ud, så der bliver lagt mærke til dem, når de går ind i hallen. I hverdagen handler det mere om, at vi taler om opvisningen og træner forskellige øvelser, og børnene får lov til at være med til at vælge musikken. Jeg er ikke tilhænger af, at børnene får for løse rammer, for det øger risikoen for, at nogle falder igennem til opvisningen, og det vil jeg ikke risikere. Derfor ved alle præcis, hvad de skal gøre – helt ned til farven på det undertøj de skal vælge om morgenen, så der ikke er nogle, som kommer med sorte trusser under en hvid dragt.

19263860 10212273846148598 752405792 O

Opbakning giver muligheder

Arbejdet med gymnastikpigerne og den medfølgende opbakning betyder, at gymnastikken i dag bliver højt prioriteret i hele foreningen, og når Rie kommer med ønsker til bestyrelsen, bliver der lyttet.
- Jeg får stort set lov til alt i dag. Selv om der stadig er flere, der spiller fodbold i vores forening, så viser gymnastikholdet, at denne disciplin også er vigtig i foreningen. Vi har endda oplevet at blive inviteret ind til den store naboforening i Dagnæs for at lave opvisning ved et af deres arrangementer. Der var både pigerne og jeg ved at revne af stolthed.